20110209

i aften klokken 2000 på café zusammen læser jeg oprigtigt op ærligt særligt bisous.

20110110


fra i dag & så videre frem. 

20110109


Hvordan føles det, når jeg lægger min hånd på din skulder?
Hvad kan du mærke i dine fingerspidser, når skærer dem over min hud?                     
                      Lægger du mærke til, hvordan trægulvet knirker, når jeg står på det og går frem og tilbage foran dig, lægger mig for dig og be’r dig om at give mig.

Jeg har intet andet end et rustent billede fra 2005 til at hænge på min væg. Det falder ned, når jeg sover, og når jeg står op, er du der ikke, til at hænge det op igen. 
Søndag


I dag bruger jeg en time på at tage mig sammen til at gå i bad. Jeg skrubber hele min krop og er glat som sommerbrise efter. Jeg brygger kaffe i otte minutter og har hele tiden vinduet åbent. Jeg har bare ben, det er holdt med at fryse udenfor, i går var den varmeste dag i syv uger. 
Jeg vasker lidt tøj i min håndvask, for så har jeg i hvert fald lavet et eller andet i dag. 
Jeg tænker lidt på at læse avisen fra i går, måske jeg skal smide sidste uges udgaver ud. 
Jeg læser garanteret Scherfig bagefter, i aften steger jeg kylling og skærer tomater. 
Jeg når helt sikkert ikke at lave mine afleveringer, jeg prøver stadig at huske de to forskelige datider på fransk. 
Gad vide hvordan de fungerer på dansk, og hvordan hele verden vil se anderledes ud, hvis jeg havde skrevet i en anden end den, jeg nu engang har valgt.


Nu hænger jeg tøjet op. 

20110106

Opsummering og konklusion af de seneste dages dels viste- og skjule skublerier (Ja, jeg har fået ny kjole, ja, der er lommer i) -
det her ønsker jeg mig:


- En ny orkidée (Den gamle visnede for en måneds tid siden, undskyld mit fravær)
- Sofi Oksanen - Renselse
- Dig, tilsyneladende
- En støvsuger
- Krøniken 
- 1990erne

everyone else in the world.
I mandags tog jeg bussen ned i byen, jeg tog bussen, fordi der lå is overalt.
Jeg skulle bytte julegaver, så jeg stod i Arnold Busck med en pludselig forfærdelig del penge og ville be' om Sofi Oksanens Renselse, for jeg tænkte, det eksakt var det, jeg havde brug for. 
Så jeg kom tilbage 10 minutter senere som aftalt og gik endnu et minut senere tomhændet ud.
"Kom tilbage sidst i januar. Trykken skal lige trykke nogle flere." 




Og det er bare alt, der sker omkring, ser det ud til. 

der må snart komme een til min dør
og jeg snakker ikke om postbudet 
der kom her til morgen
nej, jeg snakker om een
der må ruske mig af min skammel
trække mig af de gamle klæder
der hænger så dvask om min skulder 
og får mig til at længes. 

20110105

i dag flyttede jeg min hyacint
den stod på hylde før, nu i vindueskarm i sne, sol og kan kun mer'
den rammer snart loft med lyserødt purpur flor og ærlig labyrintisk snorerod.
ogsåvidere.

20101231

2010:

- 4. semester
- Oculus
- Megen længsel
- Sweet eightteen & dertilhørende lejlighed i eget navn
- Forår m. Milan Kundera
- To nye fortsatvirkende jobs
- Læseferie med Siri Hustvedt
- Et 7 tal i mundtlig tysk
- Roskilde!
- Paris i gin, brie, cigaretter, kæreste veninde
- 5. semester og en kælling af en skolegang
- Bruxelles
- Beach House og ham, ham, ham
- SRP med Marie Antoinette og Simone De Beauvoir
- Ondsindet influenza, der dog ikke hindrer mig i at sidde i et Intercity østpå lige nu, for at om godt syv timer kunne være i stand til at sige "Godt nytår" og drikke et glas champagne. 


20101228

Det her skal jeg huske:
- Gøre status over 2010
- Blive rask så jeg kan træde ind i 2011 i 2200

20101224

20101220

AU REVOIR MARIE ANTOINETTE!


Det skal ikke være nogen hemmelig,
at der i min sleeve på dette tidspunkt
ligger tre røde mapper, der hver især
indeholder 20 sider om frøken overstående 
frivol.  

Nu må jeg ryge cigaretter i sengen og
se tøsefilm. 
"Ave Marie, tillykke 
min pige, må held 
og lykke tilsmile dig 
for evigt!"




Afsender:
Far.


Modtaget:
19:57:47
20-12-2010

Rosenforkær Rosenkontrær Rosennær Rosenordinær Rosenrar Rosensart Rosenduelig Rosenrus.

20101214

Jeg er hjemme hos mine forældre. 
Det betyder blandt andet to ting:
At jeg må drikke deres rødvin i deres Ikea glas.
At jeg må snyde mig til cigaretter gennem vinduet, der sidder trygt for enden af mit mikroskopiske teenageværelse.

Der er så mange strenge sat fast rundt omkring. Sofaen, jeg sidder i nu, sengen jeg senere vil sove i, og kjolerne, der ligger bagerst i skabbet. 
Jeg er tæt på at snuble i dem. Især fordi min mor har sat noget olie i mit badeværelse, der kun dufter af dig. 
Betyder det at jeg skal vaske mig i dig, eller at jeg skal vaske dig af mig. 


Jeg er allerede viklet helt ind, og det med dobbeltknude. 
Tillykke

Der er så mange ting
jeg ikke siger til dig
og endnu flere
du ikke siger til mig
Men det gør intet
for Post Danmark siger det hele i morgen
og det har kun kostet mig 38 kroner
og din mor en fødsel

20101209

1929 Møder Sartre, og de bliver uadskillige
Adgang til livet 


I disse dage har jeg allerede inden klokken slår tolv brygget to kander kaffe, og jeg ved ikke, om jeg ville have brygget flere, hvis jeg havde haft flere stempelkander stående i mit skab.
Tirsdag morgen stod vi alle sammen vinterskinnende og sødt-nervøse i den store festsal med kokonerne hængende helt nede ved ørerne - sådan føltes det. Ganske uformelt stod rektor og fortalte os, at vi nu er igang med vores første endelige eksamen, og vi var et kæmpe 300 mennesker-stort forår, hvis kokoner pludselig revnede op, som en sårskorpe, som et bundt hvidløg, som violerne i vasen. 
Ingen turde cykle hjemad pågrundaf isen, der har beslaglagt cykelstier og fortove. Vi trak, og det har vi snart gjort i tre år.
Snart står vi som sommer og hemmelighedsfulde liljer i samme sal og modtager beviset, der skal give os adgang til livet og verdenen væk herfra. 





20101207

Guldpunkter, nøglefølge. 

20101206

Morgen
Du siger, du ikke kan sætte verden til side for mig. Jeg siger, jeg ville miste verden for dig. 



Jeg har ligget med næsen mod din ryg i nogle timer nu, natten har været forbi og taget al min energi. Min krop bærer mærker efter dine lagener, mine hænder dufter af dine puder og dit mørke morgenhår.
En time senere trykker du stemplet i kanden ned, og hele køkkenet dufter af kaffebønner. Jeg læner og strækker mig ind over dit bord og ser ud mellem basilikum og persille en baggårdsverden, hvor børnecyklister spænder hjelmen. Vi burde gøre det samme.
Jeg støtter min krop på komfurets hvide flade og bordets og sætter mig på hjørnet og bidder i en banan. Jeg fokuserer meget på de slotte, dine skuldre kan lave. Du tømmer opvaskemaskine, du er i skabe og skuffer, op og ned som en karrusel. Når jeg ligger med næsen op ad din ryg, kan jeg rejse i de slotte og rejse flere selv, sammen med dig. Jeg tænker på, vi skal gå en tur i sneen snart, du kan tage mig kærligt om og bevæge omgivelserne rundt om os.
Så du lægger hånden rundt om hofte, længere om mod læn, læner ganske forsigtigt din krop til min og giver mig et simpelt kys, der finder grobund på min kind og senere vokser videre i min mund.
Jeg har ondt i min mave, fordi jeg ikke har plads til alle de kys, som du har givet mig, som du har ladet sive op mellem gulvets sprækker, som du har sat fast i vinduets yderste hak og placeret hovedsagligt i min hjertekontakt.
Så du går ud af rummet, det er firkantet, og jeg er så rund og mør, at jeg ikke kan passe ind i rammerne. Jeg trækker på min bare skulder, jeg klør kradsigt min hals og trækker benene op under den. Jeg sidder og vugger, for jeg er hjælpeløs som et barn, klokken er kun 9 og vinteren er allerede begyndt.
”Hvornår tror du, vi nogensinde skal holde op?”. Jeg lader det ene ben falde ned langs den lysegrå låge, og gør hvad jeg kan for at ikke falde ned.
På få sekunder kan jeg høre dig bevæge dig fra værelse, stue og gang til køkkenrum og med et vidløs, bredt øjetryk sige ”Hvad siger du?”. Jeg sidder blot i trusser og din hvide undertrøje, jeg kan næsten ikke blive mere nøgen, indtil jeg gentager mit spørgsmål: ”Hvornår tror du, vi nogensinde skal holde op?”.
Du bevæger dig med faste skridt hen imod mig, som hvis du gik i en stopfyldt 6A-bus, du griber bare ikke efter noget at holde i, du griber efter mig at holde af.
”Tror du nogensinde, vi skal holde op?” siger jeg igen. Jeg læner mig tilbage og former en kokon med mine ben og arme, ansigt og bryst.
Du ligner en, der lige har fået en lussing, jeg lægger din kind i min hånd, og dine hænder bevæger sig i cirkler på mine inderlår.
Alt er pludseligt rødt, jeg ved ikke, om det er sorg eller os, her dufter af.
”Lad os gå en tur, ikke?” siger du og nikker med hovedet i retningen af gaden og væk fra gården.
Cyklerne er frosset til, imellem egerne er der islag, og låsene ligesom mister deres betydning.
”Her er godt nok glat, hva’?” siger du, og jeg svarer ved at lægge min arm i din.
Vi går helt til Bispebjerg, vi finder en labyrint, og deri forsøger vi at finde svar. Vi sidder på en bænk og ryger en cigaret, det er sådan en undskyldt stilhed, vi tit benytter os af, og på mit ur kan jeg se, at du nu har brugt over halvanden time på at få et svar med ud i åndedraget, du vender mod mig.
Du siger, du ikke kan sætte verden til side for mig. Jeg siger, jeg ville miste verden for dig, og den vejer så tungt i min hånd, da vi sammen går tilbage til Ægirsgades 3. sal. 
Sukkersmuds.

20101205

Jeg er ligeglad med 
hvilken vase
du kommer dem i
Bare de må stå i mit vindue
indtil vinteren er forbi
og foråret lukker os ind.
Morgen


Vi vågner først 10.45. Vi vågner mere end en time for sent. 
Du skal i skole, jeg skal drikke kaffe med din søster.
Hun banker på, du ligger i sengen, jeg står i døren. 
Du snakker lidt om vejret. Jeg kysser dig et par gange. 
Da vi kigger ud på gaden, kan vi ikke se din søster.
Et kvarter senere har du både vasket hår og taget en skjorte på. 
Din lejlighed lugter af cigaretter, men det mærker vi intet af.
Du siger, du bare møder til næste blok. 
Jeg går fire sale ned og to blokke hen. 
Der er så mange sko i din gang, jeg snubler næsten over et par, da du kysser mig farvel. 
Jeg træder ud, du læner dig op ad karmen, der står orkidéer i vinduet på 3. sal, de er alt, hvad jeg kan se, da du siger "God tur hjem".
Cyklerne er betrukket med is, mine læber er så varme, at de kan tø hele denne novembermorgen op.

20101204

Hvis du falder
kan du rejse dig op igen.
Jeg står i vinduet, jeg ryger en cigaret
En mand cykler forbi
Han siger godaften
Han samler flasker
Jeg tæller timer
Baudelaire 
Berus jer! fra Parisisk Spleen, 1867
Man bør altid være beruset. Alting beror paa det: det er den eneste Opgave.
For ikke at mærke Tidens skrækkelige Byrde, der knuser jeres Skuldre
og knuger jer til Jorden, maa I beruse jer uden ophør.
Men i hvad? I Vin, i Poesi, i Dyd - som I vil. Men berus jer.
Og dersom det undertiden skulde hænde, paa et Slots Trapper, paa en
Grøftekants grønne Græs, i jeres Stues tungsindige Ensomhed, at I vaagner,
og Rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg saa Vinden, Bølgen,
Stjernen, Fuglen, Uret, alt det, som flygter, alt det , som sukker, alt det, som
rinder, alt det, som synger, alt det, som taler, spørg hvilken Time det er; og
Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret vil svare jer: "Det er Beruselsens
Time! For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle, saa berus jer; berus jer
uafladeligt! I Vin, i Poesi, i Dyd - som I vil."
"Nåleøjer i stedet for vestjyske vinduer!"
Sig du kan elske mig nok. 

20101202





Er kl. 02 for sent
til en erkendelse
du godt ved


Er novembernatten for tung
til vor fælles vægt


For du siger ellers
du har tabt et kilo
Susan


Og du ved at I skal følges
du vil følges med ham blindt
og du tror du stoler på ham
han har rørt din krop så fuldendt
med dit sind

20101130

Status: hjertefuld. 

20101126

photo: wolfgang tillmans

FILM


Det hele udspiller sig igen.
Jeg er hovedperson i den film, jeg selv skriver ned. 
Jeg har hele langskabet fyldt med manuskripter, lyssætninger og logrende ordstillinger.


For en film er hvad, det føles som.
Når jeg putter mig op ad din skulder en aften på fjerde sal, hvor rummet er fyldt op af dele nervøs cigaretrøg og dele nervøs hjertestøj. 


Jeg kan slet ikke begribe det; som at akkurat ikke nå bussen, der så alligevel stopper, samler en op og smiler. 


Du gør det hele tiden, 
jeg er din faste blinde passager. 







20101125

Bare blomster, liljer, liljer, liljer og flere til.
Kærlighedshæmmet


Jeg er så total kærlighedshæmmet, at bare det at cykle til skole, nu hvor sneen ligger som silketørklæder over spædbørns bare hud, tager form som mit yndlingsmaleri på 8. etage. Jeg snakker kubisme og hvordan, kurverne ligesom bliver til hofter og faste former. 
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, når jeg her til aften står i mine lilla blondetrusser, om de indenforliggende skatte, skal få lov at besøge dine igen. 
Så jeg ryger bare alt for mange cigaretter ud af vinduet, men de ryger indenfor alligevel. 
Det har de altid gjort - jeg tror ikke på, de holder op, så længe du er herinde. 
Elevevaluering af historie timer, 3a hi.
Rosenbæk. 


Min lærer lægger ud med at sige: "Hvad så?"
Jeg trækker gevaldigt på skulderen, og vi lægger begge benene over kors. 
Så siger han, jeg har for meget at se til.
Jeg giver ham ret.
Så tegner han kurven for den mundtlige karakter i humanistiske fag. 
Den starter nede i Kina for at nå op til jordoverfladen (10, evt. 12) for at igen dale ned ad, som fx en luftballon gør det, når den ikke rummer mere gas. 
Så siger han til slut, at jeg bare skal op i det gear - igen , som han ved, jeg har. 




Det sørgelige ved overstående er, at han slet ikke ved noget om, hvilke gear jeg er i besiddelse af, eller hvilket, jeg befinder mig i nu. 

20101122

-


kan du dufte dig selv i mine flakoner
på mine øverste reoler og allerhemmeligste
hyldekabinetter
har du set blikket i mit øje
og smagt på min eneste prik
forsvundet i altusinde nætter
bag brudte etiketter
i stormvinters bølger
bag alkover af løfter
HjerteID

  • Hjertekortet er personligt og skal opbevares utilgængeligt for andre. 
  • Du modtager automatisk et nyt hjertekort, inden du har brugt alle hjerterne på kortet.
  • Mister du hjertekortet eller har mistanke om misbrug, skal du straks spærre det ved at ringe til HjerteID support.
Fundne hjertekort bedes indleveret i en bank eller på et borgerservicecenter. 


www.hjerteid.nu 

20101121

Mere Silke
mindre skole.
Paris


Veninde og jeg taler om skæbne og tilfældighed.
Vi tager bussen hele vejen til Paris, og det er en lang tur. Vi er tre timer forsinkede og kan næste ikke få vores kufferter igennem metroen.
Folk kigger så længe og utroligt på os, fordi vi har lyst hår og smiler så sommerskønt.
Franskmænd har ikke tid til at smile.
Vi sover til klokken elleve en morgen og spiser omelet et sted, vi også besøger næsten dag.
Der er masser af smukke mennesker, det er en legeplads af muligheder, og der er næsten ingen skarpe kanter.
Jeg siger, det eneste, jeg kan tænke på, er ham, hun siger, vi er i Paris og han et helt andet sted, som ikke engang er det første, som vi kom fra.
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal hen.
Veninde og jeg taler om skæbne og tilfældighed
i metroen
på caféen
på en rue
og endnu een
som er det samme
som er i kraft af hinanden
som i samme kraft
hvori du er skyld i
at jeg er
og jeg er skyld
i dig.
Bevilling

Jeg fortæller min veninde, at det var så hyggeligt sidst, der var ganske enkelt intet irriterende ej heller intet, som jeg bagefter og senere hen, lige nu, gnaver i eller ikke kan få ud af mine kindtænder. 
For det er endnu så mange fine scener, vi samler på, og hun siger til mig, at jeg bør skrive en bog om det, og jeg griner og siger, at jeg er igang. 
For jeg er igang. 
Jeg ved bare ikke, hvornår jeg skal få bevilliget midler til at skrive en slutning. 
Jeg har ikke søgt endnu og ingen verdens intentioner om at nogensinde gøre det. 
HVERDAGSBEVIS:
Essay om tale og samtale.




Jeg sidder på café med ham, jeg elsker allermest. Vi drikker kaffe af hvert vores glas og gnider hænder mod bordplade, imens løst og fast rasler ud af munde. ”Det var hyggeligt i fredags”, ”Hvem spillede du kort med i går” eller måske et så dristigt træk som et kompliment må være: ”Du duftede virkelig godt lørdag morgen.”
Vi taler ikke rigtigt sammen, vi taler bare om vind og vejr. Vil trække hinanden ind, forsøger af den grund at lukke noget ud. Så må der jo i hvert fald være plads, ikke?
En sådan scene skal man ikke lede længe efter i det moderne samfund, tit og ofte er jeg selv en del af den: Vi sidder og taler, men vi vil hellere tale sammen.
                      For der skal to til at danne en samtale, og sammen kan man opnå en himmelråbende og sjælefredelig følelse af kontinuitet, at af høre til – det er her, jeg vil være, det er her, jeg hører til. Men i vor samtid finder vi oftere og oftere denne følelse igennem en iPhone, en iPod  eller et andet elektrisk stykke teknologi, som Morten Albæk også pointerer i sin tekst,
Smalltalk, et uddrag af Nedslag – mellem det vi siger og det vi gør fra 2008. De er blevet vores trofaste følgesvende, vores samtaler, disse små firkantede og i for sig fantastiske stykke teknologier – problemet er bare, at det på sin vis er en rimelig ensporet kommunikationsform, hvis man ser på kvaliteten af sms’erne, der flyder ind som rindende vand, der aldrig stopper, og samtalerne igennem telefonnettet, der vibrerer tværs over land og rige. Vi snakker om adskillelsen af tid og rum, en adskillelse, der bliver forenet igennem strøm og volt. For det skal gå så stærkt, vi skal nå vores tog, og vi skal nå at tage gryden af blusset, inden indholdet koger over. En sådan indforstået middelmådighed og generthed i kommunikationen, der får os til at trække nysgerrige fingre til lommerne, hvor vi desuden beholder de store almægtige og afgørende nøgleord. Netop det er, hvad smalltalken er – en snak, der holder sig fra det brændende og gældende. Døren står ikke på klem, den er boltret fast med søm og personlige grænser, og kun igennem nøglehullet kan smalltalken danse sig igennem – større er den ganske enkelt ikke.
                      Men at snakken kun må have en massefylde på størrelse med et nøglehul, forårsager, Ifølge Morten Albæk, at vi unge bliver mere ensomme, jo mere vi taler, hvilket jo i sig selv lyder meget tragisk, så netop af den grund, forsøger overstående vi 2, ham & jeg, at slå fingerspidserne sammen, brænde os på ilden og sparke døren op: skabe fælles tale, samtale – tosomhed, åbenhed, indforståethed.
^﷽﷽﷽﷽﷽﷽﷽﷽puter magazine. d. orkrænsninger og muligheder i forkskellige kommunikationsformer i det moderne samfud.
                      Robert Tinneys
Smalltalk forestiller en kæmpe luftballon med teksten ”SMALLTALK”, og det er meget tæt på, at jeg tager en nål fra syæsken og forsøger at stikke hul på den, som jeg sidder der over for ham. For netop det, er hvad vi har brug for i dag. Ligeså vel som man kan snakke om at åbne døren, kan man også snakke om at tilintetgøre smalltalken og træde ind i det rum, der må ligge derefter, for forhåbentligt er der et sådant. Et rum, der ikke er hult og rungende stort og meningsløst – meningstomt.
                      For præcis som Morten Albæk pointerer, føler jeg mig så forbandet ensom, måske ikke tit eller altid men i hvert fald sommetider, når overstående dreng holder mund og ikke lægger rene ord på bordet. Når meningen ikke får lov til at tage sig til og karakterisere vores samtale, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Morten Albæk skriver: ”Cirka hvert tredje unge mennesker føler sig med en vis hyppighed ensom”. Han snakker om, at vi, min generation, de unge, ikke kender til forskel mellem form og indhold – kvantitet bliver sat over kvaliteten og sætter os ude af stand til at tale sammen. Vi taler om ingenting, vi ryster terningerne i bægeret, men når vi lader dem trille ud på bordet, er de uden tegn. Vi tør ikke lægge kortene på bordet, vi tør ikke åbne førnævnte hjerteærlige dør op eller at se bort fra de udefrakommende forventninger om at være hip, smart eller at være særlig oplyst omkring ditten og datten, der, når det kommer til stykket, selve samtaleakten, ikke betyder noget.
                      Simpelt sagt mener Morten Albæk altså, at jeg intet får ud af at fortælle min dreng om ditten og datten, hvis han ikke får lov at forstyrre mig – ”For det er samtalen med ret til modsigelse, som gør dig klog på, hvad dine medmennesker mener, tænker og føler om det, du mener, hvilket igen er selve fundamentet for, at to mennesker kan lære hinanden at kende. Og først når vi kender hinanden, kan vi føle tryghed ved hinanden, og når vi føler tryghed, oplever vi også fortrolighed, der er fundamentet for venskaber og værnet mod ensomhed.”
                      Men det er farligt at gå fra stadiet ”smalltalk” til rent faktisk at tale sammen. Robert Tinneys førnævnte
Smalltalk forestiller som sagt en kæmpe luftballon med teksten ”SMALLTALK”. Luftballonen svæver over hav og himmelskynet. Den bliver holdt oven vande af gas, den er hul og rummer litervis af – netop – smalltalk. Forestil dig så, at ballonen går i stykker. Dets piloter ville falde til vands, måske drukne, og ballonen vil falde ned over dem som et sølle og slapt stykke stof. For netop sådan en massefylde har smalltalken. Ligegyldig, hverken mere eller mindre, blot vokaler og konsonanter sat sammen i en rækkefølge, der danner intet som helst specielt. Hverken for sig selv eller for andre. Det er som en tynd kop kaffe, midtstadie-støvregn, et måske, et ligeglad - det er lige meget.
                      Og hele pointen er så, at vi spænder ben for os selv i dette moderne samfund med denne form for kommunikation. Den er kortfattet, sms’er er sjældent særligt lange, og samtaler igennem telefonnettet er ofte af praktisk karakter. Sms’erne og samtalerne bliver siet igennem det himmelskynet, som luftballonen svæver i. De emmer af mangel på substans. Jeg vil nemlig så gerne have noget med hjem i lommen, når jeg får lov at kysse ham farvel i caféens bogtapetserede omgivelser, imens hele verden ser os. Og netop dét er interessant: Jeg vil have, at hele verden skal se os og ligesom opleve en slags misundelse af os, af vor lykke.
                      Når vi, de unge, står i bussen, i s-toget eller i metroen hiver vi det ene stykke teknologi efter det andet op af lommen og skal vise resten af verden, at vi har venner, at vi er etablerede, velfungerede mennesker, der helt sikkert er på vej et sted hen, hvor een helt speciel venter os og faktisk simpelthen slet ikke hverken kan  eller vil vente på at få os at se. Vi vil i virkeligheden selv være een helt speciel af den mængde, vi er en del af.                       Og fordi vi er så overordentligt optagede af at opfylde den rolle, glemmer vi netop den enkelte. For ifølge den franske filosof, eksistentialisten Jean Paul Sarte, bliver mennesket først klar over, at det er til, ved mødet med den anden. Den anden er fuldstændigt og totalt afgørende for vores bevidsthed og muligheden for at skabe et værdigt og værdifuldt selv. Sartre snakker om, at den anden for den enkelte gør alt andet til intet, gør ”nogen til intet”. Lige såvel som Antoine de Saint-Exupéry i
Le Petit Prince beskriver, hvordan det, der gør din rose så kostbar, er tiden, du har brugt på den, og omsorgen, du har givet den. Ingen anden rose vil for dig kunne udfylde det samme rum og samtidigt udviske al det omkringliggende rum.
                      Den tendens, Morten Albæk og Robert Tinney forsøger at opstille for os, er, at denne anden for os har antaget en kunstig og måske kynisk form i forhold den virkelige anden - mennesket. Denne virkelige anden, den oprindelige, er den, jeg får at se og mærke, når min ”ham” og jeg åbner dørene. Men lader vi dem stå lukket, og er vi langt fra hinanden, bliver dets substitut en gammel sølvgrå Nokia telefon, som ikke kan meget mere, end den skal kunne: ringe op, modtage opkald, sende sms’er og modtage sms’er. Som der ligger i forkortelsen sms, der kommer fra ”Short message service” er det blot en service, hvorigennem man kan sende korte beskeder. De begrænser adskillige ting, listen er lang og den er endeløs elendighed – for hvad opnår du over en sms? Øjet siges at spejle mennesket sjæl – får du lov at se det? Smilet afspejler øjnene – og altså også omvendt – får du lov at se det og dem? Kropssproget kan være altafgørende for din opfattelse af beskeden, du modtager, for slet ikke at snakke om tonen – får du lov at opleve det, høre det, mærke det og modtage det igennem en sms?
                      Vi skriver sammen, vi taler ikke sammen. Det er et pingpong, men det er ikke fair play, når overstående ikke er med i spillereglerne. Vi begrænser vort forhold og vort potentiale.
                      Derimod muligheden. Muligheden, vi sidder med i vort skød på caféen på Fiolstræde. Den bare vokser og rammer os ind i et hjertevindue med dug på ruderne af bare ren og skær begejstring for dette rum, der for os, ligesom Michael Strunge har skrevet det, er verdens eneste mulighed. Fordi vi gør den til det, fordi vi for os er alt og alt andet er intet. Fordi vi stikker nøglen i nøglehullet, fordi vi åbner døren. Fordi vi stikker hul på ballonen og rammer hinanden lige dér, hvor vi kender hinanden, hvor vi føler tryghed og derudfra oplever en fortrolighed, der må og skal være fundamentet for vores venskab og bliver vores værn mod ensomhed.
                      Samtalen, vi 2. 

20101119

mindre forstand
mere hjertekontant.
skel

jeg kan ryste og rumme mit rum, jeg er alene alligevel
toget pulser gemmen land & rige, vi er adskilt, side om side
vinduet til aften, gaden fra sidste fredag, kan du se et skel
jeg gider ikke diskutere, gør virkeligheden og lige nu til et.
who do you love? I wanna know, I wanna know.
mere os 2
mindre alt andet. 
please be my baby don't be maybe.

20101117

det holder af uransaglige grunde ikke op med at ske 
oprinde eller for den sags skyld forblive og aldrig forsvinde 

det regner så meget disse dage, jeg pudser hele tiden briller 
landet bare ligger som en tung dyne vi kravler under
vi er begyndt at elske så hurtigt
du siger det er en fælles beslutning.


stanglakrids


jeg er fuldstændig færdig
for femten minutter siden tændte vi en sidste cigaret og stod sammenfoldede foran hovedbanegården, sådan føltes det i hvert fald 
når jeg nu femten minutter senere sidder i et intercity tog, kollapser mit hjerte da vi når valby og afstanden kun bliver flere minutter værd. 
jeg føler, vi nu er nået så langt


jeg føler, vi nu er nået så langt.
vi når det hele, i løbet af et par timer falder himmelskyerne lilla og lys nuance fin over vore vinterfødder, der betræder fortov i takt og speciel tone igennemflyder luften imellem vore fingre, når de strejfer, som var risikoen kollibrilille.

vi sidder på balkonen, jeg læner mig forover, du ser hvordan min sorte kjole strækker sig over min pigehud og lægger hånden forsigtigt langs mine hvirvler og tvivler forsvinder ned ad trapperne, går i eet med rumtid. i et sådant sekund kan jeg rumme det hele, jeg indfører det i min hjerteprotokol og kan næsten ikke forstå, hvorfor vi ikke græder: rummet vi lige er trådt ind i, er vort.
mouth.
vi har brugt hele foråret på at vande blomster
og sommeren på at spise honningen derfra


i efteråret syede vi gardiner

og så kommer vinteren 
hvor vi ikke laver andet 
end at yde hjertehjælp
og trække sol ind

20101110

kaffen falder på gulvet og asken svæver til himmels




du farver mig grå rammer mig op i hjørnet som en skræmt kat 
solens skærende refleks midt i min øjesten 
kaffen falder på gulvet asken svæver til himmels
du farver mig mut malplacerer din kærlighed
det er så let at sige siger du jeg trækker ordene af
tapetet jeg kradser kan næsten ikke trække mere
du trækker mig 

20101109

jeg ved det er koldt i morgen når jeg vågner jeg ved jeg vil slange mig i lagner lange og lægge på langs i lad os sige fire-fem minutter godt endnu jeg ved frosten vil danne ramme om morgenvindue verdensærinde  -  cykelturen til skole der holder så mange cyklister ude på vejen de bliver kørt ned og smalt pakket ind i gennemsigtig cellofan
i dag lå en cykel på stien i timer så lange jeg cyklede frem og tilbage måske cyklede jeg frem og tilbage en tregange og dog lå den der ikke til sidst den stod som en flot statue rejst af vind og vejr sejr og særlig hverdagssjæl 
det var ikke mig

20101108

all is full love
konstant sats dominans kant 
relativ radius 
          bedårende over årene
jeg har lige publiceret en kommentar på et blogindlæg, hvor jeg bliver bedt om at skrive et kodeord. 
helt magisk og på fantastisk vis var kodeordet mouth, som jeg må tildele en af de fineste og nidkæreste pladser i mit ordbet. 
nu kan jeg lidt igen.
rutine


vi står på gaden det har vi gjort hundrede gange før
først står jeg i din dørkam og jeg venter jeg venter et par minutter og jeg venter flere til
før du kommer ned ad nannasgade med hjertet over skulderen og kærligheden på bagagebægeret
du lægger din hånd i min og vi glider op af gelænderet til fjerde sal
du sætter frækt musik på jeg smider mig på sofaen du koger pasta
jeg kan høre i stuen jeg kan smage saltet og fornemme dit hoved i mit skød senerne
når
jeg har tømt alle dine skjorter for gårsdagens spørgsmålstegn
og lokaliseret dem alle sammen til venstre i vinduet
så vi kan sidde til højre og ryge cigaretter og dele udråbstegn.

20101107

saglig silke
tarvelig tomhed

20101105

videnskab
lidenskab
du kradser og raser langt inde i mine venekontorer
ventetiden er blevet så lang
selv blodet kan umuligt få hul igennem
tonen jeg venter til
er så rolig
ligefrem magelig og som en saglig
ekstrem ærlig
telefonlobbyist
fortæller du mig
hvor mange
der er foran mig

20101104

du er mere synlig i dit fravær 
end du var i dit nærvær.

20101103


gernekonfrontation
kernerelation
hjertesensation

mustang


jeg har købt mig en ny cykel
jeg har glemt den anden i cykelkælderen
der var simpelthen ikke plads til den


jeg havde ellers lige købt nye lys
fået låsen til at fungere
og klokken til at reagere





Dagmar


min mormor hed Dagmar. til sidst var hun skrøbelig som porcelæn. jeg tænker på det, når mine musselmalede glider ud af mine hænder, når jeg vasker op. 
jeg vasker op hver aften. jeg tænker tit på hende. 


nu kan jeg besøge hende på kirkegården. der er røde blomster, der er grønne træer, og de bare gror og gror og gror op i himlen. 
min morfar sidder oppe i træet. 


før kunne jeg besøge dem begge på mejsevej og måske få en pindis, en flødebolle eller en sodavand. 
nu vander jeg mormors grav og håber på himmelsk kollision. 
mormor og morfar imellem. 

20101102

hvad kan du mon se 
når du så særligt ligger i min hånd 
og plukker anemoner 
aldrig stopper du eller trækker linen i land
du bliver liggende
så fint
og så ærligt. 

20101101

er ked af det med vejret, men helt ærligt, du har surmulet siden midten af vejle og der er stadig halvanden time tilbage. 
min mor var forbi til kaffe i dag


min mor snakker om hvor dejligt det ville være hvis jeg tog til Paris, hun havde jo lige håbet på at vi skulle rykke hele mit møblement og hjerte med. hun klør sig lidt i håret, jeg trækker bare knæene op til kæben, kigger i et andet hjørne af værelset. jeg siger jeg ikke har lyst til at praktisere almen ungdomsselverkendelse realiseringstrip og så videre i en lang smøre som hun siger hun godt kan forstå.
jeg skal jo bare gøre hvad jeg har lyst til siger hun, jeg siger jeg ved det godt.